Regenerativ læring er for os en vedvarende læringsproces, en reflekterende bestræbelse på åbent og lyttende at indgå i naturens samtale og finde et sprog for dette.
En proces, hvor vi undersøger, hvordan vores egen selvfortælling og det sprog og de verdensbilleder, der ligger til grund for denne fortælling former os, og at vi i en dyb fortløbende refleksion er opmærksomme på, hvorledes vores indre og ydre kort gensidigt påvirker og afspejler hinanden.
Regeneration kommer af det latinske regenerationem, ‘at genføde’, at gendanne eller genopbygge sig selv. Så regenerativ læring betyder at lære at genskabe, at genopbygge, at reetablere livsbefordrende relationer til naturen, til jorden og til hinanden.
Naturen har en bemærkelsesværdig evne til at regenerere sig selv, hvis den får mulighed for det. Regenerativ læring betyder derfor fundamentalt set at regenerere tilliden til naturen og til livet i al sin mangfoldighed.
Naturens regenerative evne og potentiale er en afgørende proces for at opretholde sundheden og balancen i de økosystemer, der understøtter livet på Jorden. Naturen har kapaciteten til at helbrede sig selv og regenerere økosystemerne over tid. Et højt niveau af biodiversitet i et økosystem giver det en større modstandskraft og regenerativ kapacitet, idet en rig diversitet af plante- og dyrearter betyder, at der er flere måder at tilpasse sig og kompensere for forstyrrelser på.
Nogle vil derfor mene, at vi blot skal overlade naturen til sig selv. Men det er en falsk præmis, for naturen er ikke noget uden for os. Naturen er vores ophav, vores habitat, en helhed, som vi er en del af og indfældet i med vores sanser, vores åndedræt og vores stofskifte. Vi er natur.
Og vi kan tilmed betragtes som en ’keystone species’ – en nøgleart, som spiller en helt afgørende rolle for balancen i et økosystem, og som mange andre arter er direkte afhængige af for at overleve. Den nuværende økologiske krise viser dette med skræmmende tydelighed, og understreger mere end nogensinde før behovet for, at vi erkender og forstår denne rolle og forpligtelse. Som den eneste art på Jorden har vi mulighed for at vælge, hvordan vi vil leve. Vi har mulighed for at bruge denne unikke og naturgivne evne til at vælge at genskabe fremfor ødelægge mulighederne for alt liv på Jorden. Hvis vi forstår den evne og påtager os den forpligtelse, kan vi være medskabende og understøtte naturens regenerative kapacitet og med vores handlinger medvirke til at befordre liv og genskabe habitater af vidunderfuld skønhed og mangfoldighed.
At påtage os det ansvar kræver en ændret tilgang og en forståelse for, at det ikke er nok blot at forsøge at minimere vores negative indvirkning på naturen. Vi må i stedet lære at maksimere vores positive indvirkning. For os betyder det kort sagt at lære at give mere end vi tager i vores relation til jorden, til naturen og til hinanden.
Et sådant skift i vores tilgang kræver et fundamentalt skift i vores måde at tænke og handle på, da hele den vestlige civilisations historie, især de sidste 500 år, er bygget på at tage, på udnyttelse, udbytning og udplyndring af naturen. Den industrielle revolution ændrede fundamentalt menneskets forhold til naturen og blev med dens afhængighed af fossile energikilder definerende for det samfund, vi har i dag. Den fossile æra har nu overskredet de fleste planetære grænser, og vi står på tærsklen til en ny, der vil nødvendiggøre en lige så fundamental ændring af vores levevis, en regenerativ revolution baseret på en indgående forståelse for Jordens økologiske bæreevne og i balance med naturens regenerative kapacitet.
En ny regenerativ æra, hvor det at lære at handle regenerativt først og fremmest kræver en ny måde at tænke på, et nyt paradigme, et nyt mindset. Det handler om et nyt menneske- og natursyn, om vi betragter naturen som en kilde, hvorfra vi blot henter råstoffer eller som en kilde, hvorfra vi også kan hente visdom, inspiration og viden. Og det handler om skabe en ny fortælling, der kan guide og understøtte hvordan vi i praksis transformerer vores tanke- og handlemønstre, så vores kulturs indvirkning på Jorden går fra at være overvejende destruktiv til at være helbredende og regenerativ.
Det indebærer ligeledes et skifte fra en reduktionistisk til en holistisk tilgang. Fra en antropocentrisk til en økocentrisk forståelsesramme, der ikke sætter de menneskelige mål over naturens, men har samskabelse mellem menneskelige og naturlige økosystemer som sit mål og grundlæggende princip. En regenerativ tilgang til virkeligheden må basere sig på dette og fordre vilje og evne til at tænke i helheder – se helheder før dele, spørge efter kontekst og sammenhænge, vægte relationer, samspil og kredsløb og erkende, at levende helheder ikke kan reduceres til summen af deres enkeltdele.
Så hvad vil det mere konkret sige at tænke og handle regenerativt? Den regenerative tankegang begynder med jorden og planterne og en forståelse for, hvordan deres symbiotiske forhold danner grundlaget for alt liv på Jorden.
Planterne/træerne udnytter ved hjælp af solens energi atmosfærens CO2 og omdanner det til kulstof-baserede sukkerstoffer, som det ud over at bruge til sin egen vækst, sender ned i sine rødder, hvor det deler det med de myriader af mikroorganismer og svampe, der lever under jorden. De hjælper så til gengæld med at frigive næringsstoffer i en form som planterne/træerne kan optage.
Selv om det underjordiske mikroliv er usynligt for det blotte øje, er det helt afgørende for livet over jorden. Så at handle regenerativt betyder først og fremmest at skabe de bedste betingelser for plantevækst ved at øge biodiversiteten såvel over som under jorden overalt hvor det er muligt. Set i lyset af klimakrisen betyder det at maksimere den fotosyntetiske kapacitet til at binde kulstof.
Vi kan metaforisk sige, at tænke regenerativt betyder at tænke som et kirsebærtræ, og at agere som et kirsebærtræ. Det tænker ikke på at begrænse sin blomster- og frugtsætning, når det år efter år smykker sig med en ekstravagant overflod af blomster og bær. Det deler gavmildt ud af sin overflod, spreder sine frø og skaber grundlag for nyt liv, for i naturens vugge-til-vugge cyklus går intet til spilde.